Du er her: 

Optakt til søndagen

I Danmark oplever vi hver sommer et helt unikt naturfænomen: de lyse nætter...

I Danmark oplever vi hver sommer et helt unikt naturfænomen: de lyse nætter. Vi er så vant til det, at vi måske glemmer, hvor enestående det er. Selvom solen synker under horisonten, bliver en del af lyset tilbage, og det påvirker nattens mørke, forvandler det, oplyser det.  

En sommer for mange år siden var jeg forelsket. Jeg var næsten vågen nonstop. Gik i seng kl. 3 og stod op kl. 7. Det var virkeligt blund, som der står i den gamle sang. Og det på trods af, at min elskede ikke var tilstede. Han var rejst til Thailand. Men energien og længslen efter ham sad i mig, og de lyse nætter gav mig hverken ro eller rast. Jeg havde uanede kræfter. Jeg kunne alt. Jeg var – ligesom de lyse nætter – uden for naturens orden. Der var ingen fornuft eller lovmæssighed i det jeg foretog mig.

Det bringer mig tilbage til pointen med de lyse nætter: at vi kommer til at se mørkets lys.

Mørkets lys kan være det lys, som vi først ser, når vi er kommet så langt ud, at vi ikke har mere lys i os selv. Først da kan vi se mørkets lys.

Lignelsen om den fortabte søn er velkendt. Den er en af vores grundfortællinger fra Bibelen om Guds tilgivelse, der rækker igennem det syge og dæmoniske, den fortabelse, der kan være og som er i ethvert menneskeliv, så sandelig også i mit eget liv.

Jeg vil vove at sige, at hvis Gud er vores far – som Han siger, Han er- så tager Han vores fortabelse på sig. Så går Han rundt med den som en anden rygsæk, ja, som en del af sig selv. Jeg vil gå så langt som til at sige, at Gud ikke kun er lyset, der skinner i mørket, men Han er også mørkets lys. 

Mørkets lys. Det lys, som er uden for al fornuft og naturlove. Som bryder mørkets grænser og vælder ind, dér hvor det – efter alle beregninger - ikke skal være.

Det lys, som vi ikke kan forklare, fordi det er så anderledes. Det er Gud, der som mørkets lys bryder alle grænser ned.

Forholdet mellem jord og himmel er ændret, og vi står ikke længere alene med vores personlige mørke, for mørkets lys er sammen med os og rækker ind i vores liv. Se, det er gaven til både dig og mig i den lyse sommernat. 

Af Eva Bernhagen, sognepræst Byrum-Hals-Vesterø, Læsø

den 26. juni 2020

Se dokumentet i PDF-format her!

Del dette: