Du er her: 

Optakt til søndagen

"At kende sin plads..."

”PLADS!”, kommanderer jeg, når min hund er lige vel livlig eller rigeligt langt væk. Så er det meningen, at han straks skal indfinde sig ved min venstre fod. Det gør han så ikke nødvendigvis. Det er ofte meget sjovere at fræse rundt med snuden i sporet og give indtryk af at være tunghør.

Genkendeligt nok, i grunden: hvis jeg får at vide, at jeg skal ”kende min plads”, får jeg også lyst til at springe op og vælte noget. For udtrykket har noget klaustrofobisk over sig. I hvert fald hvis den plads, man får tilkendt, ikke er en plads, hvor man føler sig godt tilpas.

At ”få en plads”, at ”have en plads”, at ”give nogen plads” er straks helt anderledes opløftende. Hvorimod det at skulle kæmpe for sin plads eller altid lede efter den eller aldrig at få en, er hårdt og nedslående for os.

Hos Gud skal vi ikke kæmpe for en plads. Eller lede efter den. Vi har allerede fået den! – og han tager den ikke fra os.

Det skal vi høre om på søndag, hvor Paulus sammenligner os med forskellige dele af en krop: og uanset om man nu er øje, øre, hånd eller fod eller noget helt 117. – så har alle dele deres plads og uundværlige funktion i organismen.

På søndag skal vi høre om, hvordan vidt forskellige mennesker får en plads i fællesskabet med Jesus, på trods af, at de på hver deres måde ofte er både klodsede og, som mange af os også kan være det. I det fællesskab har vi også en plads. Dén plads er god at kende – og god at udfolde sig på! Klodset eller graciøst – vi mister den ikke!

Af Iben Kjær Aldal, Sindal-Astrup Pastorat, den 16. oktober 2020

Se dokumentet her i PDF-format.

 

Del dette: